Har du problemer med at læse nyhedsbrevet? Læs det i din browser
 DOTHvidrust – Undgå det! 5 gode råd + juleferieplan 
DOT Nyhedsbrev
 
 
 
 
Sæson for hvidrust - Undgå det!

Når det bliver efterår og vinter øges risikoen for hvidrust.

Hvidrust opstår primært på ny-forzinkede overflader, der er udsat for regn eller kondens. Stables emnerne tæt er risikoen for et angreb særlig stor.
Det kan se voldsomt ud, da hvidrusten fylder meget i forhold til zinken. Ofte har hvidrust dog ingen betydning for korrosionsbeskyttelsens levetid, men visuelt er det skæmmende for overfladen.

Sammen med Nordic Galvanizers har vi samlet 5 gode råd til at undgå hvidrust – eller hvordan det udbedres, hvis skaden er sket.

1. Forsøg at placere de ny-forzinkede overflader, så de ikke er eksponeret for regnvand eller kondens.

2. Materialer der opbevares udendørs bør stables med hældning, så vandet frit kan løbe af.

3. Husk fri lufttilgang til alle flader, så der ikke opstår spalter mellem emnerne.

4. Er emnerne angrebet af hvidrust kan det fjernes helt eller delvist ved mekanisk eller kemisk behandling.

5. En mild citron-/eddikesyreopløsning kan for eksempel benyttes til afvaskning. Benyt en rustfri børste eller grydesvamp - og skyl derefter grundigt.

Vil du vide alt om processen bag hvidrust, og hvordan du undgår det, kan du læse mere her.

 

 
 
  
 
 
DOT Nyhedsbrev
 
 
En bæredygtig samarbejdspartner

Som ISO14001-certificeret virksomhed er vi forpligtet til at tænke bæredygtighed ind i vores strategi. De klimamæssige udfordringer er massive og vedrører os alle. Alternative energikilder til vedvarende energi er et fokuspunkt på alle DOT-fabrikker i Danmark og Sverige. Vi vil være en miljøbevidst full-service leverandør af overfladebehandling. En leverandør, som tager initiativ til forbedringer.

På vores fabrik i Ferritslev på Fyn har vi netop installeret et varmegenvindingsystem. Flydende zink afgiver store mængder overskudsvarme, og den varme kan med fordel genanvendes. På fabrikken er 13 forbehandlingskar i drift, som hver indeholder 95 kubikmeter væske. Førhen blev der brugt en million kilowatt-timer om året på opvarmning med naturgas, men med det nye varmegenvindingsystem er det et overstået kapitel. Alle kar bliver nu forsynet med overskudsvarme fra den flydende zink, og udledningen af både CO2 og NOx er markant reduceret.

Tidligere har vi installeret en lignende løsning i vores afdeling på Sjælland, og flere tiltag er på vej. På nedenstående link kan du se en film fra vores leverandør Exodraft om anlægget i Ferritslev.

Se filmen her Pil højre
 
 
 
Tak for besøget



Efterårets industrimesser er så småt overstået.

Vi vil gerne sige tak til de mange gæster, som lagde vejen forbi vores stand på henholdsvis HI messen og Elmia Subcontractor. Det blev til mange gode og interessante snakke i både Herning og Jönköping. Vi er altid glade for at møde vores kunder og samarbejdspartnere i uformelle omgivelser, hvor det faglige samtidig er i højsædet.

Der var masser af deltagere i vores konkurrence på HI messen, hvor man skulle gætte vægten på vores medbragte zinkblok. Præmien var en Giant Escape cykel, og Lars Ole fra Plan Trapper A/S vandt med et bud på 1408 kilo. Det var præcis, hvad zinkblokken vejede! Godt gået og tillykke.

I november har DOT også deltaget på Stålbyggnadsdagen i Göteborg. Her vil vi ligeledes takke de mange fremmødte, som viste interesse for vores løsninger. Har du brug for uddybende information om overfladebehandling, er du meget velkommen til at kontakte os her.

 
 
 
Har du prøvet My DOT?



Husk, at du med My DOT kan bestille overfladebehandling online - døgnet rundt, året rundt. Mange kunder har allerede tilmeldt sig vores nye web-app, og vi sætter stor pris på de positive tilbagemeldinger.

Med My DOT får du fuld adgang til produktionsstatus, transport, følgesedler og fakturaer. Tag et billede af dine emner med mobilkamera eller tablet, angiv totalvægt og hvilken form for overfladebehandling du ønsker. Hvornår og hvordan emnerne skal afhentes og leveres, kan du også selv bestemme. Alle bookinger gemmes i My DOT og kan nemt findes frem næste gang.

Vi står selvfølgelig stadig til rådighed for personlig betjening, som altid. Vil du høre mere om My DOT og de nye muligheder, så kontakt os her.

 
 
 
Flere udfordringer for zinkkursen



Efter et turbulent år på de globale finansmarkeder blæser der nu mere positive vinde. Det påvirker også industrimetallerne.

Zinkkursen har siden starten af 2019 været nedadgående, men de seneste måneder er noget af det tabte vundet tilbage. Det kan dog blive en kort fornøjelse, rapporterer Lars Tragstrup, Senior Sales Manager i Commodity Sales hos Jyske Bank. Kursen befinder sig i øjeblikket omkring 2.334 US dollar pr. metric ton. Den positive udvikling i handelskrigen mellem USA og Kina har som ventet løftet markedet. Samtidig udviser kineserne fortsat stort engagement, når det gælder investeringer i den lokale infrastruktur til stimulering af både industrien og økonomien generelt. Grundlæggende bevæger zinkmarkedet sig dog mod udfordrende tider.

Forsyningsbalancen af zink forventes at blive positiv i år, og den øgede mineudvinding har for alvor sat sit aftryk. Tendensen er klar, efterspørgslen daler. Et faldende autosalg smitter negativt af på den galvaniserede stålproduktion, hvilket kan få store konsekvenser. Frygten for en kommende global recession sætter ligeledes et negativt aftryk. Driftsforstyrrelser og midlertidige vedligeholdelseslukninger på flere produktionsanlæg har indtil nu holdt hånden over zinkudbuddet. Men med mere zink i markedet de kommende år, kan kursen allerede i 2020 nærme sig 2.000 US dollar pr. metric ton, orienterer Lars Tragstrup afslutningsvis.

 
 
 
Nu er det jul igen

Her er åbningstiderne!

Tiden flyver og snart er det jul igen. Gaverne skal købes, træet pyntes og maden tilberedes. Der skal planlægges og koordineres, så alt er på plads inden juleaften. Det er i sandhed en traditionsrig, men også hektisk højtid. Hos DOT vil vi gerne hjælpe med at gøre julen mindre hektisk. Derfor kan du nu læse alt om vores indleveringsfrister og åbningstider mellem jul og nytår.

I vores afdeling i Sölvesborg er vi allerede i julehumør. På billedet ovenfor ses et varmforzinket juletræ, specielt fremstillet til Julen 2019.

Glædelig jul fra DOT til alle jer.

Ferieplaner Pil højre
 
 
 
 
Fasterholt
Grønlundvej 81-83
DK-7330

+45 96 280 280
 
Kontakt os