Har du problemer med at læse nyhedsbrevet? Læs det i din browser
 DOTJeba & DOT deler medarbejdere! 
DOT Nyhedsbrev
 
 
 
 
Solidt samarbejde forlænget til 2026

DOT-fabrikken i Sölvesborg råder over et af de mest moderne varmforzinkningsanlæg i Europa. To fuldautomatiserede produktionslinjer sikrer en høj ensartet kvalitet. Mange serieproducerende aktører i energi-, bil- og byggeindustrien er flittige brugere af de højteknologiske faciliteter i Sydsverige. Den ene produktionslinje er dedikeret til serieproduktion, og på det grundlag har vi netop forlænget aftalen med HAKI AB. Samarbejdet fortsætter nu yderligere seks år frem til 2026.

HAKI er storleverandør af stilladsløsninger til den svenske industri. Med kontorer over hele kloden har koncernen tilmed en bred tilstedeværelse på det globale marked. Hver måned får HAKI varmforzinket flere hundrede ton stål hos DOT. Emnerne varierer i både størrelse, udformning og ståltype. Automatiseringen i produktionen garanterer en altid høj leveringssikkerhed og opfylder alle HAKI´s krav til korrosionsbeskyttelse af serieproducerede emner.

Tilgængelighed, fleksibilitet og kvalitetssikring er kerneværdier hos både HAKI og DOT. Den nye aftale sikrer begge parter en fortsat stærk lokal position og fastholdelse af svenske arbejdspladser. Langvarige relationer betaler sig.

 
 
  
 
 
DOT Nyhedsbrev
 
 
"Virkelig effektiv online booking"

Stadig flere af vores kunder bruger My DOT til booking af overfladebehandling. En af dem er Søstrøm A/S. Kompetencerne hos Randers-virksomheden spænder fra byggeri og konstruktion til metalproduktion og design. Flere gange om ugen er der behov for overfladebehandling af stål, og bookingen foregår udelukkende online. John Jacobsen fra Søstrøm A/S har brugt web-app´en My DOT siden lanceringen. Han er godt tilfreds med de nye muligheder, og især fotodokumentationen vækker begejstring.

”Det er nemt. Der er aldrig tvivl om, hvad vi har sendt afsted. Jeg tager et billede med mobilen, når emnerne er pakket og klar. Og billedet er i My DOT for altid. Det er en rigtig fin dokumentation. Vi skal heller ikke længere hænge i røret for at bestille varmforzinkning. My DOT er virkelig effektiv online booking”.

Søstrøm A/S er en ud af mange virksomheder i metalindustrien, der benytter My DOT. Vil du høre mere om mulighederne for online booking af korrosionsbeskyttelse, døgnet rundt, så kontakt os her.

 
 
 
Gode naboer deler da medarbejdere!



Et hul i hegnet hos DOT i Eskilstuna har vist sig overraskende nyttigt. Naboen på den anden side er Jeba Pulverlackering, en af vores mange gode underleverandører. Samarbejdet er blevet yderligere forstærket efter coronavirussens indtog. Jeba noterede sig en overkapacitet på medarbejdersiden, men den udfordring blev hurtigt løst ved hjælp af godt naboskab.

Vi har sammen iværksat en formaliseret medarbejderdeling til glæde for begge virksomheder. DOT får ekstra kræfter til rådighed i produktionen, og Jeba kan løbende tilpasse kapaciteten den aktuelle efterspørgsel. Udvekslingen af kolleger giver stor fleksibilitet i en tid, hvor alle skal være ekstra påpasselige. Ikke kun med hensyn til sygdom, men også den til tider svingende aktivitet i industrien. Endnu en gevinst ved ”nabohjælpen” er vidensdeling om metalkonstruktioner, varmforzinkning og pulverlakering. En sparring, vi værdsætter højt fra alle vores kunder og leverandører.



Samarbejdet er forløbet så tilfredsstillende, at vi faktisk har overtaget en af Jeba´s dygtige medarbejdere. Selvfølgelig efter aftale. I anderledes tider må gode naboer stå sammen, og hullet i hegnet bliver ikke lavet foreløbig.

 
 
 
Turn Up The Volume



Der er skruet helt op for musikken hos DOT Steel Coating i Skanderborg. De seneste måneder har vi nemlig haft den populære Soundboks i huset. Historien om højtaleren er et ægte iværksættereventyr. Tre gymnasievenner manglede god lyd i lejren på den årlige tur til Roskilde Festival. De traditionelle festhøjtalere spillede ikke højt nok og havde svært ved at stå distancen i et udendørs festmiljø. Drengene tog sagen i egen hånd og byggede en kraftfuld batteridrevet Bluetooth-højtaler. Resultatet blev så overbevisende, at efterspørgslen hurtigt eksploderede. I dag, fem år senere, er der solgt 50.000 Soundboks på verdensplan!



Med en maksimal volumen på 126 decibel, og et solidt kabinet konstrueret af krydsfiner i birk, ridsefri metal og aluminium, kan Soundboks holde til alt fra vand, sne, ekstrem varme, kulde – og spildt øl. Samtidig med bassen pumper derudaf. At Soundboks-succesen har bredt sig langt ud over festivaler og teenageværelser, bekræftes af, at flere virksomheder er begyndt at bruge højtaleren i marketingsøjemed.

Metalgitteret på fronten (front grill) kan skrues af, og males for at give et personligt udtryk eller signalere en virksomhedsidentitet. DOT Steel Coating har de seneste måneder pulverlakereret front grill i mange forskellige farver til kendte varemærker. Som altid er det vigtigt, at overfladebehandlingen harmonerer med produktet. Funktionalitet og holdbarhed under ekstreme forhold er kendetegn for både Soundboks og korrosionsbeskyttelse.

 
 
 
Sommer på vej – se ferieplanen



Selvom foråret i høj grad har været forsømt for manges vedkommende, venter sommeren allerede lige rundt om hjørnet. Det betyder ferietid, og du kan læse alt om vores indleveringsfrister og åbningstider i sommeren 2020 her.

DOT ØNSKER ALLE EN GO´ SOMMER

Ferieplaner Pil højre
 
 
 
Håb for industrimetallerne



Coronakrisen har også påvirket zink og alle de andre industrimetaller. I begyndelsen af pandemien oplevede markedet et decideret efterspørgselschok i negativ retning, men metallerne har dog klaret sig fornuftigt sammenlignet med olie. Der er små tegn på bedring, selvom usikkerheden stadig er stor, beretter Lars Tragstrup, Senior Sales Manager i Commodity Sales hos Jyske Bank.

Det har haft en positiv effekt på industrimetaller som zink og kobber, at det kinesiske bilsalg er stigende. Fra marts til april steg afsætningen af biler i Kina med 51 procent, primært på grund af frygten for at benytte offentlige transportmidler. Mange analytikere har undervurderet denne tendens, der muligvis kan brede sig til andre markeder over tid. At flere miner har været ramt af midlertidige nedlukninger, har også været en understøttende faktor for kursen på industrimetallerne. Den lavere produktion har harmoneret bedre med den reelle efterspørgsel, så bunden ikke blev slået ud af markedet.

De voldsomme arbejdsløshedstal i USA vil påvirke alle markeder i lang tid fremover, men de mange globale finanspolitiske tiltag giver håb. Samtidig er OPEC+-alliancen genskabt, hvilket forventes at normalisere oliemarkedet i andet halvår 2020. Det vil formentlig også påvirke zink og de andre industrimetaller positivt, slutter Lars Tragstrup.

 
 
 
 
Fasterholt
Grønlundvej 81-83
DK-7330

+45 96 280 280
 
Kontakt os